Savn: Tillykke med fødselsdagen, far!

Hjerteligt stort tillykke med de 67 år, far.

I går, var det den årlige mærkedag for mig. Det var min fars fødselsdag. Han ville være blevet 67 år – hvis han stadig var i live. Det er 10 år siden, han tabte kampen til kræften, der havde infiltreret flere organer, i hans krop.

Selvom det er 10 år siden, så er både den sidste dag i hans liv, og hans fødselsdag, nogle dage, jeg kan mærke, hvert eneste år. Jeg savner ham stadig frygteligt meget, og savnet er ikke blevet mindre siden, jeg selv har fået børn – tværtimod.

Det er dage, som dem, hvor jeg bare føler, at tiden går helt i stå. Hvor ville  det være rart, at kunne sidde sammen med ham, tale med ham, høre hans stemme – og bare være i hans nærvær. Specielt er det samtaler, der omhandler, hvordan jeg var som lille, jeg savner. Sådanne samtaler, har jeg aldrig rigtigt haft med nogen. Dét at kunne dele ens glæde over, at være forælder, som ikke er med min mand, eller mine veninder – dét mangler jeg. En som kan se på mine børn og sige “Hold da op, hun ligner dig, da du var lille”, og “Du var på præcis samme måde”. Engang i mellem, har man brug for en, man kan dele øjeblikke med, der kendte mig som barn, og som vidste, at jeg var en krudtugle, der ikke altid kunne sidde stille, og lytte til de bedste råd.

Min far, var en kærlig far. Han elskede sine børn overalt på jorden. Selvom han, på grund af sit job, som skipper, ofte var væk; så var han en stor del af mine tidlige barndomsår. Jeg husker, at han ofte og tit ringede hjem og sendte breve, også selvom han var ude at sejle i flere måneder ad gangen. Det var altid noget vi børn, mine to søskende, og jeg, glædede os helt utroligt til, når han kom hjem. Han havde store æsker med slik med – den slags, man ikke kunne købe i almindelige forretninger – og så fortalte han “røverhistorier”. Historier om, hvordan han fangede sørøvere i de Caribiske have, imens de prøvede at kapre skibet, han sejlede med. Nogle af historierne, var sikkert sande nok, men han kom en masse overdrivelse og fantasi i dem, så de forblev spændende. Wauw, vi elskede, de historier.

Han lavede altid trylletricks med os børn. Han kunne sådan et snildt korttrick, hvor han “tryllede” kortene væk, ved at banke dem under bordet. Det trick, har jeg aldrig kunne regne ud. Han sad på en stol ved spisebordet, kun iført en kortærmet t-shirt og benklæder. Så tog han ét kort, lagde det på bordet, og bankede på det med den ene hånd. Pludselig befandt kortet sig på den anden side af bordet. Jeg er nem at imponere, så jeg elskede det trick.

Min far var verdensmester til, at bage pandekager. De havde ofte sjove farver, og så fortalte han historier om dem. Nogle gange, var de grønne. Så var de havfrue-pandekager. Han fortalte spændende historier, imens, han lavede pandekagerne. De var ofte om heksen, der boede ude i skoven. Så fløj en pandekage igennem luften, og han greb den igen, med panden. Ja, det var alletiders, når min far kom hjem fra havet – i hvert fald det meste af tiden. I hvert fald for os børn.