Vi har fire vaskedage om ugen. Vores lejere har de tre andre dage i ugen – og alligevel vasker vi SÅ ekstremt meget tøj! Jeg aner ikke, hvor alt det tøj kommer fra. Vi har ALT alt for meget tøj. Jeg er derfor gået i gang med det store sorterings cirkus, men det er vanskeligt, når der er så meget tøj, man er og har været enormt glad for. Men jeg tror det er en god idé, at leve efter filosofien: Når ét stykke tøj kommer ind, skal noget andet ud. Det er ikke let, men en alletiders filosofi, hvis man ikke vil drukne i tøj.

Det er et rent ud sagt “tøj-h-e-l-v-e-d-e” hjemme hos os, at det er til at få fnidder af. Hvorfor bruger vi så meget tøj… Hvordan kan vi bruge så meget tøj på så få dage?! Det er helt ubegribeligt. Jeg vil ændre på denne væmmelige tendens. Ikke bare skal man bruge uendelige mange timer på at lægge tøjet sammen, man betaler også i dyre domme i vaskepulver og strøm. Det er noget, vi gerne vil være mere opmærksomme på, nu vi er i en grønnere omstilling herhjemme. Vi skal altså skære ned på tøj forbruget.

I øjeblikket er vi i pottetrænings-fasen, og har derfor en hel del uheld, så det skal naturligvis også kalkuleres med, men ikke destro mindre, kan man jo godt lade være med at skifte bukser hver eneste dag, hvis ikke de er beskidte – det samme gælder overtrøjer, cardigans og så videre og så videre… Nej, jeg er ved at være godt ør i skralden af alt det vasketøj, at det halve kunne være nok, så det skal der ændres på. Det er jeg sikker på, vi sagtens kan. Hvor der er vilje, er der vej. Vi må alle lige finde viljen…

Jeg har i den seneste tid, læst flere blogindlæg og debatindlæg, hvor mødre ønsker at skifte børnenes efternavne efter, at forældrene er gået hvert til sit.

Det er forståeligt, at han vækker følelser i dig, nu I ikke er sammen mere. Ligemeget, hvad grunden kan være til, at I ikke længere er sammen. Men én ting er helt sikkert – I vil altid være sammen… om barnet. Det ændrer sig ikke, når man skrifter efternavnet.

Argumentet, at nu er man skilt, og derfor ikke ønsker, at barnet har faren efternavn, synes helt ærligt, er virkelig tynd. Han vil altid være barnets far, og identiteten på barnet, vil ikke ændre sig. Måske endda tværtimod.

Min mor har igennem min opvækst, ændret mine mellemnavne og efternavne en hel del gange. Så skulle hun giftes igen, så var hun vred på min far, og så tog hun eget familienavn tilbage. At jeg skulle være en del af dét cirkus, er jeg ked i dag. Det gjorde noget ved mig. Ikke bare, at skiftede navn, og folk blev en smule forvirrede, men jeg blev også selv forvirret. Jeg kunne ikke altid stave til navnene, og jeg kunne ikke altid forklare, hvorfor jeg nu igen skulle skifte navn.

Sidst jeg skiftede navn var kort efter, jeg blev myndig. Når man er myndig, kan man nemlig selv tage afgørelse om sådanne ting. Jeg valgte, at tage mit dåbsnavn tilbage. Det var ganske enkelt fordi, det er det navn, jeg blev døbt, og dét navn, det var meningen, jeg skulle have.

Er det nødvendigt, at skifte barnets efternavn, og hvilke hensyn tager man, når man tager sådan en beslutningen. Er det for morens eller farens skyld, eller måske for barnets? Jeg tvivler virkelig på, at det er for barnets skyld – i hvert fald i det fleste tilfælde. Derfor bliver jeg også lidt vred, når jeg læser om mødre, der vil skifte børnenes navne. Jeg synes, det ofte virker som om, at der ligger egoistiske bevæggrunde bag det, og jeg bliver vred, fordi jeg selv har oplevet, hvor frustrerende, det kan være, at være det barn, der skal skifte identitet. For det er jo på en måde det, det er. Et navn er jo på en eller anden vis, en del af vores identitet… den vi er. Navnet er på flere måder kendetegnet for os. Selvom forældrene bliver skilt, så kan man ikke bare ‘skifte’ den forælders del ud af barnets liv, ved at skifte navnet.

Ja, jeg bliver vred. Jeg synes ærligt talt, at det er unødvendigt, fejt overfor den anden forælder – og ikke mindst overfor barnet. Jeg kan og vil ikke bestemme, hvad andre skal gøre, eller ikke skal gøre, men jeg synes, det er vigtigt, at alle aspekter kommer frem. Tænk lige over det…

Amning i det offentlige rum, er et tilbagevendende tema, når jeg læser artikler på nettet, er i mødregrupper og ser tvprogrammer – men også på andre kvinders blogs. Så længe, der stadig er tabu omkring, at amme offentligt, og der endnu er folk, der har noget i mod det, ja, så finder jeg stadig emnet, yderst relevant at skrive om – for det er et problem, at man som kvinde, ikke kan sidde stille og roligt på en café, eller restaurant, at amme sit barn.

Mine børn har eksempelvis ofte været sulten, når min mand og skulle spise – så hvis jeg hver gang, skal finde et afsides sted, at sidde og amme – som meget ofte bliver på toilettet, ja, så vil hyggen forsvinde lidt ud af ideen om, at gå på café, eller restaurant.

Jeg hører ofte, at kvinder bliver tiltalt og får “sandheder” at vide. Det er både mænd og kvinder, der lige ønsker at komme med en bemærkning om, at amning ikke hører til i offentligeheden, og at de finder de anstødende. Hvilket jeg ser som et samfundsmæssigt problem.

Der findes ikke noget mere naturligt, end at amme sit barn. Jeg spiser, barnet spiser. Der er intet vulgært eller ulækkert i det, for det er jo netop dét, brysterne er designet til, eller hvad? Jeg mener helt ærligt, at hvis man har problemer med amning offentlige steder, ja, så må man næsten selv have en lidt underlig og forskruet tanke gang – SÅ er det sagt.

Facebook siden, Motherhood is Wonderful, sætter også fokus på et andet aspekt, i forhold til offentlig amning, nemlig, hvordan kvinderne selv har det med, at amme offentligt. Mange kvinder har nemlig både oplevet og hørt historier om, at få kommentarer på det naturlige foretagne. På Facebook-siden, viser de en video, hvor flere kvinder udtaler sig. Jeg må faktisk tilstå, at selvom, jeg er fortaler for, at amme i offentligheden, naturligvis med det formål, at give barnet mad, når det er sulten, så bryder jeg mig ikke altid synderligt meget om det. Jeg føler tid, at folk kigger en ekstra gang. Jeg har heller ikke lyst til at gøre det “in your face”, så derfor prøver jeg altid at finde tøj, jeg kan dække brystet lidt til med, mens jeg giver børnene mad, men det kan tit være svært at undgå, at barnet ikke bliver dækket helt til af tøj og stof, så det er ikke let. Det er slet ikke spor rart, at have det sådan, når jeg ikke mener, det burde være sådan.

Jeg føler dog alligevel, at det er anderledes på Færøerne. Kulturen virker til, at være mere indforstået med det naturlige. Jeg mener, jeg synes ikke, jeg oplever, at folk får kommentarer på samme måde, som andre steder i verden. Her er det mere “Hvor er det sødt” og sådan noget. Man har endda flere steder, hvor der er “amme-hjørner”.

Naturligvis er det forskelligt fra sted til sted, land til land og fra menneske til menneske, men så længe, det bliver ved med at være et samtale emne, som noget “ulækkert”, eller stødende, så føler jeg, at dette blog-indlæg fortsat er relevant. Hvad mener I?

Billedet er et link til en reklamevideo, som juice-baren, No12, i Tórhavn, lancerede på Kvindernes Internationale Kampdag – se den (den er herlig).
God dag til jer derude!

…men der vil altid være et ar.

I dag er det 10 år siden, at jeg mistede min far til kræften. Selvom der er gået 10 år, bliver savnet ikke mindre, og det er ikke sandt, når folk siger ting som: “Du kommer videre en dag” og “Det bliver lettere med tiden”. Sandt – det bliver lettere, ikke at være ked af det, men sorgen vil altid være der – den vil altid være en del af mig. Minderne er en del af sorgen, og sorgen er en del af savnet. Tiden heler alle sår, men sår kan springe op, de kan klø og arret det efterlader, vil altid være synligt.

Æret være hans minde <3