Vi har fire vaskedage om ugen. Vores lejere har de tre andre dage i ugen – og alligevel vasker vi SÅ ekstremt meget tøj! Jeg aner ikke, hvor alt det tøj kommer fra. Vi har ALT alt for meget tøj. Jeg er derfor gået i gang med det store sorterings cirkus, men det er vanskeligt, når der er så meget tøj, man er og har været enormt glad for. Men jeg tror det er en god idé, at leve efter filosofien: Når ét stykke tøj kommer ind, skal noget andet ud. Det er ikke let, men en alletiders filosofi, hvis man ikke vil drukne i tøj.

Det er et rent ud sagt “tøj-h-e-l-v-e-d-e” hjemme hos os, at det er til at få fnidder af. Hvorfor bruger vi så meget tøj… Hvordan kan vi bruge så meget tøj på så få dage?! Det er helt ubegribeligt. Jeg vil ændre på denne væmmelige tendens. Ikke bare skal man bruge uendelige mange timer på at lægge tøjet sammen, man betaler også i dyre domme i vaskepulver og strøm. Det er noget, vi gerne vil være mere opmærksomme på, nu vi er i en grønnere omstilling herhjemme. Vi skal altså skære ned på tøj forbruget.

I øjeblikket er vi i pottetrænings-fasen, og har derfor en hel del uheld, så det skal naturligvis også kalkuleres med, men ikke destro mindre, kan man jo godt lade være med at skifte bukser hver eneste dag, hvis ikke de er beskidte – det samme gælder overtrøjer, cardigans og så videre og så videre… Nej, jeg er ved at være godt ør i skralden af alt det vasketøj, at det halve kunne være nok, så det skal der ændres på. Det er jeg sikker på, vi sagtens kan. Hvor der er vilje, er der vej. Vi må alle lige finde viljen…

Jeg har i den seneste tid, læst flere blogindlæg og debatindlæg, hvor mødre ønsker at skifte børnenes efternavne efter, at forældrene er gået hvert til sit.

Det er forståeligt, at han vækker følelser i dig, nu I ikke er sammen mere. Ligemeget, hvad grunden kan være til, at I ikke længere er sammen. Men én ting er helt sikkert – I vil altid være sammen… om barnet. Det ændrer sig ikke, når man skrifter efternavnet.

Argumentet, at nu er man skilt, og derfor ikke ønsker, at barnet har faren efternavn, synes helt ærligt, er virkelig tynd. Han vil altid være barnets far, og identiteten på barnet, vil ikke ændre sig. Måske endda tværtimod.

Min mor har igennem min opvækst, ændret mine mellemnavne og efternavne en hel del gange. Så skulle hun giftes igen, så var hun vred på min far, og så tog hun eget familienavn tilbage. At jeg skulle være en del af dét cirkus, er jeg ked i dag. Det gjorde noget ved mig. Ikke bare, at skiftede navn, og folk blev en smule forvirrede, men jeg blev også selv forvirret. Jeg kunne ikke altid stave til navnene, og jeg kunne ikke altid forklare, hvorfor jeg nu igen skulle skifte navn.

Sidst jeg skiftede navn var kort efter, jeg blev myndig. Når man er myndig, kan man nemlig selv tage afgørelse om sådanne ting. Jeg valgte, at tage mit dåbsnavn tilbage. Det var ganske enkelt fordi, det er det navn, jeg blev døbt, og dét navn, det var meningen, jeg skulle have.

Er det nødvendigt, at skifte barnets efternavn, og hvilke hensyn tager man, når man tager sådan en beslutningen. Er det for morens eller farens skyld, eller måske for barnets? Jeg tvivler virkelig på, at det er for barnets skyld – i hvert fald i det fleste tilfælde. Derfor bliver jeg også lidt vred, når jeg læser om mødre, der vil skifte børnenes navne. Jeg synes, det ofte virker som om, at der ligger egoistiske bevæggrunde bag det, og jeg bliver vred, fordi jeg selv har oplevet, hvor frustrerende, det kan være, at være det barn, der skal skifte identitet. For det er jo på en måde det, det er. Et navn er jo på en eller anden vis, en del af vores identitet… den vi er. Navnet er på flere måder kendetegnet for os. Selvom forældrene bliver skilt, så kan man ikke bare ‘skifte’ den forælders del ud af barnets liv, ved at skifte navnet.

Ja, jeg bliver vred. Jeg synes ærligt talt, at det er unødvendigt, fejt overfor den anden forælder – og ikke mindst overfor barnet. Jeg kan og vil ikke bestemme, hvad andre skal gøre, eller ikke skal gøre, men jeg synes, det er vigtigt, at alle aspekter kommer frem. Tænk lige over det…

Det er bare “one of those days”, som enhver mor, må kende til – i hvert fald en mor, der ikke har bil, og er overladt til offentlig transport.

Dagen starter ud med, at jeg skynder mig over i centeret, til det store færøske bogudsalg. Jeg giver den lille mad, hun er mæt, jeg skifter hende, så hun er glad og tilfreds – og så med et, som jeg ligger hende ned i vognen, så bryder hun ud i skrig, og lyden af forpinsler,  giver genlyd i nabolaget. Klokken er kun 9 om morgenen, så jeg er sikker på, at vi må have vækket nogle enkelte stakler, der naturligvis ikke havde ønsket, at det skulle være at ramaskrig. Men efter fem minutter, stopper hun – hun har overgivet sig til barnevognens gyngen, frem og tilbage.

Jeg træder kort tid efter ind, i det færøske shoppingcenter, SMS, hvor der er stillet læssevis og atter kassevis af bøger frem. Skønt, tænker jeg… men så vågner den lille, og begynder igen at skrige. Jeg bliver helt desperat, og løber rundt som en skoldet, og prøver at få et overblik over, de bøger, jeg havde bestemt, jeg bare måtte eje. Der er helt stille inde i centeret. Klokken er lidt over 9, og der er kun få mennesker til stede. Puff, jeg spæner rundt, og får samlet mig en lille stak af bogbind. Efter få minutter, så står jeg igen udenfor centeret – og den lille er igen faldet i søvn. Jeg overvejer et kort øjeblik, hvorvidt, jeg skal gå tilbage til bogudsalget – men jeg vælger ganske enkelt, ikke at gøre det. Den lille hader i forvejen barnevognen… og SMS, så jeg vælger ikke at udfordre hendes tålmodighed mere.

Stakkels barn. 

Den offentlige transport i Tórshavn er gratis, og det er jo helt genialt. Jeg prøver at fange den næste bus, der skal transportere mig fra midtbyen, op til Hoyvík, som ligger lidt lang-pokker-i-vold, hvis du er på gå-ben, og det netop er begyndt at stå ned i stænger. Bussen er forsinket, og jeg kaster mig ind i busskuret, som snart er propfyldt. Som om det ikke skal være nok, er bussen også propfyldt, når den endelig når frem. En bunke af højrøstede gymnasieelever, har invaderet bussen – og jeg har det som en sild i en tønde.

Jeg når til Hoyvík, og jeg har en fantastisk formiddag i min mødregruppe. Super hyggelige, afslappede mødre, der alle nyder, at kunne være åbne og ærlige – hvilket er noget, jeg ynder meget. Jeg forlader dem, så jeg kan nå bussen lidt i klokken 12, men som jeg – igen i regnvejret, løber mod bussen, kører den fra mig. Få minutter, kører endnu en bus, fra mig. Jeg kan godt mærke, at jeg er ved at gå ud af mit gode skind, lige dér. Men så sker det!

Solen titter frem bag skyen, og dagen bliver flot og varm. Selvom, jeg er våd, så gør det ikke rigtigt noget. Fra Hoyvík og helt over i byen, er en lille grussti, der bevæger sig igennem noget af det smukkeste af Tórshavn.

Selvom det hele gik lidt i skudder-mudder, så blev det en fantastisk og smuk gå-tur, jeg ikke ville have været foruden!