Det er ved at være noget tid siden, jeg har skrevet indlæg her på bloggen; MEN det er ikke fordi, der ikke er sket noget her i huset. Tværtimod.
De næste par dage, vil jeg skrive indlæg om forskelligt, der er i gang 🙂

Her er en lille forsmag!

Stay tuned!

Noget af det, jeg frygtede allermest ved at få barn nummer to var, at den nye rolle som storesøster for min ældste datter, ville være utrolig vanskelig. Tankerne om, hvordan hun mon ville tackle situationen.

Min ældste datter er snart tre år, og har derfor også haft os, hendes forældre, for sig selv i næsten tre år. I mens jeg var gravid, forsøgte vi hele tiden, at forklare hende, at inde i maven var en baby, der skulle bo ved os. Det er naturligvis ikke nemt at forklare en lille pige, der på det tidspunkt lige var fyldt to år. Specielt fordi, at en voksende mave med en baby i, virker enormt abstrakt for et så lille menneske. Det gjorde det nu egentlig også for mig, selvom barnet voksede inde i mig. Utroligt, at tænke sig.

Da lillesøster så kom til verden, var den ældste hjemme ved min mands forældre, så ham og jeg kunne bruge det første døgn sammen og til at lære det lille nye medlem af familien at kende. Dagen efter, kom mine svigerforældre og den ældste datter på besøg. Det var vigtigt, at det var hende, der kom på besøg først, så hun kunne være sammen med os, når de andre kom ind på stuen. Hun skulle først hilse på den lille ny, og være med til at vise hende frem. Ligeledes var det vigtigt for os, at folk hilste på storesøster først, klemmede hende og derefter hilste på babyen. På den måde følte min ældste datter hele tiden, at hun var med i forløbet, og blev ikke overset til fordel for en ny baby, der ganske let, kan stjæle hele opmærksomheden.

Få dage efter kom babyen og jeg hjem. Vi skulle få en hverdag til at fungere og min mand og jeg, skulle finde os til rette i rollerne som forældre til to små børn. Hvordan skal man på bedst mulig måde give omsorg for den lille, samtidig med, at man skal give ligeså meget opmærksomhed til den store, som man plejer? Det fandt jeg meget vanskeligt, og det er tit endt med, at jeg sidder i sofaen med den lille og må spise den store af med, at hun lige må vente eller: “Kan du ikke gå ind på værelset og bygge et stort tårn?” Nogle gange, har jeg sagt det i et lidt frustreret tonefald, for jeg vil så enormt gerne kunne tage hende op, klemme hende og bare have tingene som de var, dengang det kun var hende og os. Men sådan er det ikke mere, og det skal hun også vænne sig til.

Den ældste var helt vild med lillesøster fra starten. Hun elsker at klemme og kysse hende, hjælpe med at give hende tøj på og være med, når hun bliver skiftet. Det har været vigtigt for os, at den ældste er med til alt med den lille, så hun ikke føler sig udenfor, men også så hun kan se, at lillesøster er så lille, at hun ikke kan lege – i hvert fald ikke endnu.

Når man er den store

Når man snart er tre år og er blevet storesøster, så kan man føle sig meget overset og tilsidesat, kunne jeg forestille mig, derfor har det været enormt vigtigt for mig, at hun hele tiden har følt sig som den store, følt sig dygtig, værdsat og set. Derfor passede det også meget godt ind i billedet, at hun kunne begynde at potte-træne. Efter en del overvejelser, synes vi, det var et rigtigt godt projekt for den ældste datter, så hun fik opmærksomhed og glæde omkring det. Hun har længe kunne føle, når hun skulle lave i bleen, og har haft sine “steder”, hvor hun gik hen for at være i fred, når der skulle laves. Kontrollen har hun haft længe. Derfor virkede det også naturligt, at få sådan et projekt, hvor hun rigtigt kunne føle at hun var den store. Hun var faktisk meget positiv overfor ideen, og var rigtig glad for at komme af med bleen. Efter to uger uden ble om dagen, kom hun i vuggestue uden, og vi kan ikke andet sige, at det er gået over al forventning. At vænne sig af med bleen, har virkelig været noget, hun har villet og noget, som har gjort hende glad. Vi har rost hende helt til skyerne, når hun har lavet i potten. Da hun blev syg for få uger siden, lod vi hende være i ble, for hun var så afkræftet, at hun ikke orkede at rejse sig fra sengen og sofaen. Det gjorde, at hun havde en uge efter, hun var blevet frisk, hvor hun måtte være i ble, fordi hun havde haft en del uheld. Vi gav hende selv valget, om hun ville have ble på eller ej. Men efter godt en uge, ville hun ikke have bleen på mere, og hun render nu glad og frisk rundt uden ble, i underbukser – som alle de store børn!

Det er enormt dejligt, at hun kan få sådanne succesoplevelser og føle sig stor og dygtig, når hun er blevet storesøster, for så har hun sit eget projekt at gå op i, og føle, at vi støtter hende i det.

Det er ikke altid let

Det er ikke altid lige let at blive storesøster, og det ved de fleste forældre, der har mere end ét barn. Men hun har virkelig været en sød og kærlig storesøster hele vejen. Jalousi kan man nok ikke rigtigt undgå, og det er også en hel naturlig og reel følelse at få, når man ikke længere kan få al forældrenes opmærksomhed. Det har naturligvis også haft med sig, at hun ofte har ville sidde hos skiftevis min mand eller jeg, alt efter, hvem der har siddet med den lille. Det har vi forsøgt at gøre vores bedste for, at kunne imødegå. Vores store pige er stadig vores “lille” pige og vores hjertebarn, derfor må hun aldrig føle, at hun er blevet tilsidesat eller erstattet; men jeg tror også, det er sundt, at man som barn lærer, at man ikke altid kan være midtpunkt. Nogle har nemmere ved at falde til i de nye roller, men jeg tror, at vi er på rette kurs.

Vi har fire vaskedage om ugen. Vores lejere har de tre andre dage i ugen – og alligevel vasker vi SÅ ekstremt meget tøj! Jeg aner ikke, hvor alt det tøj kommer fra. Vi har ALT alt for meget tøj. Jeg er derfor gået i gang med det store sorterings cirkus, men det er vanskeligt, når der er så meget tøj, man er og har været enormt glad for. Men jeg tror det er en god idé, at leve efter filosofien: Når ét stykke tøj kommer ind, skal noget andet ud. Det er ikke let, men en alletiders filosofi, hvis man ikke vil drukne i tøj.

Det er et rent ud sagt “tøj-h-e-l-v-e-d-e” hjemme hos os, at det er til at få fnidder af. Hvorfor bruger vi så meget tøj… Hvordan kan vi bruge så meget tøj på så få dage?! Det er helt ubegribeligt. Jeg vil ændre på denne væmmelige tendens. Ikke bare skal man bruge uendelige mange timer på at lægge tøjet sammen, man betaler også i dyre domme i vaskepulver og strøm. Det er noget, vi gerne vil være mere opmærksomme på, nu vi er i en grønnere omstilling herhjemme. Vi skal altså skære ned på tøj forbruget.

I øjeblikket er vi i pottetrænings-fasen, og har derfor en hel del uheld, så det skal naturligvis også kalkuleres med, men ikke destro mindre, kan man jo godt lade være med at skifte bukser hver eneste dag, hvis ikke de er beskidte – det samme gælder overtrøjer, cardigans og så videre og så videre… Nej, jeg er ved at være godt ør i skralden af alt det vasketøj, at det halve kunne være nok, så det skal der ændres på. Det er jeg sikker på, vi sagtens kan. Hvor der er vilje, er der vej. Vi må alle lige finde viljen…

Jeg har i den seneste tid, læst flere blogindlæg og debatindlæg, hvor mødre ønsker at skifte børnenes efternavne efter, at forældrene er gået hvert til sit.

Det er forståeligt, at han vækker følelser i dig, nu I ikke er sammen mere. Ligemeget, hvad grunden kan være til, at I ikke længere er sammen. Men én ting er helt sikkert – I vil altid være sammen… om barnet. Det ændrer sig ikke, når man skrifter efternavnet.

Argumentet, at nu er man skilt, og derfor ikke ønsker, at barnet har faren efternavn, synes helt ærligt, er virkelig tynd. Han vil altid være barnets far, og identiteten på barnet, vil ikke ændre sig. Måske endda tværtimod.

Min mor har igennem min opvækst, ændret mine mellemnavne og efternavne en hel del gange. Så skulle hun giftes igen, så var hun vred på min far, og så tog hun eget familienavn tilbage. At jeg skulle være en del af dét cirkus, er jeg ked i dag. Det gjorde noget ved mig. Ikke bare, at skiftede navn, og folk blev en smule forvirrede, men jeg blev også selv forvirret. Jeg kunne ikke altid stave til navnene, og jeg kunne ikke altid forklare, hvorfor jeg nu igen skulle skifte navn.

Sidst jeg skiftede navn var kort efter, jeg blev myndig. Når man er myndig, kan man nemlig selv tage afgørelse om sådanne ting. Jeg valgte, at tage mit dåbsnavn tilbage. Det var ganske enkelt fordi, det er det navn, jeg blev døbt, og dét navn, det var meningen, jeg skulle have.

Er det nødvendigt, at skifte barnets efternavn, og hvilke hensyn tager man, når man tager sådan en beslutningen. Er det for morens eller farens skyld, eller måske for barnets? Jeg tvivler virkelig på, at det er for barnets skyld – i hvert fald i det fleste tilfælde. Derfor bliver jeg også lidt vred, når jeg læser om mødre, der vil skifte børnenes navne. Jeg synes, det ofte virker som om, at der ligger egoistiske bevæggrunde bag det, og jeg bliver vred, fordi jeg selv har oplevet, hvor frustrerende, det kan være, at være det barn, der skal skifte identitet. For det er jo på en måde det, det er. Et navn er jo på en eller anden vis, en del af vores identitet… den vi er. Navnet er på flere måder kendetegnet for os. Selvom forældrene bliver skilt, så kan man ikke bare ‘skifte’ den forælders del ud af barnets liv, ved at skifte navnet.

Ja, jeg bliver vred. Jeg synes ærligt talt, at det er unødvendigt, fejt overfor den anden forælder – og ikke mindst overfor barnet. Jeg kan og vil ikke bestemme, hvad andre skal gøre, eller ikke skal gøre, men jeg synes, det er vigtigt, at alle aspekter kommer frem. Tænk lige over det…

Efter én dags sygdom, hvor jeg lå på langs hele dagen, er jeg nu oppe på dubberne igen. Det var en hård omgang, men det er åbenbart en del af det, at have børn, når man dagligt leverer dem til den største smittekilde af dem alle, institution! Hør lige igen, hvis I siger ordet højt. Det lyder ikke som et rart sted.

Ej, det er nu en super fin og god vuggestue, som vi er super glade for, men ja, som i alle andre institutioner, hvor børn omgås, så er der fyldt med alverdens former for baktusser, der bare venter på at angribe vores forsvarsløse kroppe, der endnu engang må stå for skud. Hjemme hos os går det i ring. Er den ene frisk, bliver den næste syg… sådan forsætter det faktisk.

I dag er vuggestuen lukket. De har arbejdsdag, så vores store pige har “hjemmedag” i dag. Efter bare to dage i vuggestuen, efter en hel uges sygdom for hende, så var hun ikke nem at underholde. Der måtte sættes nye midler ind. Vi fandt en masse bøger frem, begyndte fra en ende af, og læste…

… og når det blev for kedeligt, så gik vi i gang med at bage. Vi fik gæster til aften, og intentionen var, at bage burgerboller – og selvom det floppede lidt på grund af opskriften, så var det exceptionelt hyggeligt, at bage med min lille pige.

Efter bagningen stod den på bygning af tårn med klodser. En meget populær sport herhjemme.

En “hjemmedag” kan af og til være super dejlig, også når det ikke blot er i weekenderne 🙂