Noget af det, jeg frygtede allermest ved at få barn nummer to var, at den nye rolle som storesøster for min ældste datter, ville være utrolig vanskelig. Tankerne om, hvordan hun mon ville tackle situationen.

Min ældste datter er snart tre år, og har derfor også haft os, hendes forældre, for sig selv i næsten tre år. I mens jeg var gravid, forsøgte vi hele tiden, at forklare hende, at inde i maven var en baby, der skulle bo ved os. Det er naturligvis ikke nemt at forklare en lille pige, der på det tidspunkt lige var fyldt to år. Specielt fordi, at en voksende mave med en baby i, virker enormt abstrakt for et så lille menneske. Det gjorde det nu egentlig også for mig, selvom barnet voksede inde i mig. Utroligt, at tænke sig.

Da lillesøster så kom til verden, var den ældste hjemme ved min mands forældre, så ham og jeg kunne bruge det første døgn sammen og til at lære det lille nye medlem af familien at kende. Dagen efter, kom mine svigerforældre og den ældste datter på besøg. Det var vigtigt, at det var hende, der kom på besøg først, så hun kunne være sammen med os, når de andre kom ind på stuen. Hun skulle først hilse på den lille ny, og være med til at vise hende frem. Ligeledes var det vigtigt for os, at folk hilste på storesøster først, klemmede hende og derefter hilste på babyen. På den måde følte min ældste datter hele tiden, at hun var med i forløbet, og blev ikke overset til fordel for en ny baby, der ganske let, kan stjæle hele opmærksomheden.

Få dage efter kom babyen og jeg hjem. Vi skulle få en hverdag til at fungere og min mand og jeg, skulle finde os til rette i rollerne som forældre til to små børn. Hvordan skal man på bedst mulig måde give omsorg for den lille, samtidig med, at man skal give ligeså meget opmærksomhed til den store, som man plejer? Det fandt jeg meget vanskeligt, og det er tit endt med, at jeg sidder i sofaen med den lille og må spise den store af med, at hun lige må vente eller: “Kan du ikke gå ind på værelset og bygge et stort tårn?” Nogle gange, har jeg sagt det i et lidt frustreret tonefald, for jeg vil så enormt gerne kunne tage hende op, klemme hende og bare have tingene som de var, dengang det kun var hende og os. Men sådan er det ikke mere, og det skal hun også vænne sig til.

Den ældste var helt vild med lillesøster fra starten. Hun elsker at klemme og kysse hende, hjælpe med at give hende tøj på og være med, når hun bliver skiftet. Det har været vigtigt for os, at den ældste er med til alt med den lille, så hun ikke føler sig udenfor, men også så hun kan se, at lillesøster er så lille, at hun ikke kan lege – i hvert fald ikke endnu.

Når man er den store

Når man snart er tre år og er blevet storesøster, så kan man føle sig meget overset og tilsidesat, kunne jeg forestille mig, derfor har det været enormt vigtigt for mig, at hun hele tiden har følt sig som den store, følt sig dygtig, værdsat og set. Derfor passede det også meget godt ind i billedet, at hun kunne begynde at potte-træne. Efter en del overvejelser, synes vi, det var et rigtigt godt projekt for den ældste datter, så hun fik opmærksomhed og glæde omkring det. Hun har længe kunne føle, når hun skulle lave i bleen, og har haft sine “steder”, hvor hun gik hen for at være i fred, når der skulle laves. Kontrollen har hun haft længe. Derfor virkede det også naturligt, at få sådan et projekt, hvor hun rigtigt kunne føle at hun var den store. Hun var faktisk meget positiv overfor ideen, og var rigtig glad for at komme af med bleen. Efter to uger uden ble om dagen, kom hun i vuggestue uden, og vi kan ikke andet sige, at det er gået over al forventning. At vænne sig af med bleen, har virkelig været noget, hun har villet og noget, som har gjort hende glad. Vi har rost hende helt til skyerne, når hun har lavet i potten. Da hun blev syg for få uger siden, lod vi hende være i ble, for hun var så afkræftet, at hun ikke orkede at rejse sig fra sengen og sofaen. Det gjorde, at hun havde en uge efter, hun var blevet frisk, hvor hun måtte være i ble, fordi hun havde haft en del uheld. Vi gav hende selv valget, om hun ville have ble på eller ej. Men efter godt en uge, ville hun ikke have bleen på mere, og hun render nu glad og frisk rundt uden ble, i underbukser – som alle de store børn!

Det er enormt dejligt, at hun kan få sådanne succesoplevelser og føle sig stor og dygtig, når hun er blevet storesøster, for så har hun sit eget projekt at gå op i, og føle, at vi støtter hende i det.

Det er ikke altid let

Det er ikke altid lige let at blive storesøster, og det ved de fleste forældre, der har mere end ét barn. Men hun har virkelig været en sød og kærlig storesøster hele vejen. Jalousi kan man nok ikke rigtigt undgå, og det er også en hel naturlig og reel følelse at få, når man ikke længere kan få al forældrenes opmærksomhed. Det har naturligvis også haft med sig, at hun ofte har ville sidde hos skiftevis min mand eller jeg, alt efter, hvem der har siddet med den lille. Det har vi forsøgt at gøre vores bedste for, at kunne imødegå. Vores store pige er stadig vores “lille” pige og vores hjertebarn, derfor må hun aldrig føle, at hun er blevet tilsidesat eller erstattet; men jeg tror også, det er sundt, at man som barn lærer, at man ikke altid kan være midtpunkt. Nogle har nemmere ved at falde til i de nye roller, men jeg tror, at vi er på rette kurs.

Vi har fire vaskedage om ugen. Vores lejere har de tre andre dage i ugen – og alligevel vasker vi SÅ ekstremt meget tøj! Jeg aner ikke, hvor alt det tøj kommer fra. Vi har ALT alt for meget tøj. Jeg er derfor gået i gang med det store sorterings cirkus, men det er vanskeligt, når der er så meget tøj, man er og har været enormt glad for. Men jeg tror det er en god idé, at leve efter filosofien: Når ét stykke tøj kommer ind, skal noget andet ud. Det er ikke let, men en alletiders filosofi, hvis man ikke vil drukne i tøj.

Det er et rent ud sagt “tøj-h-e-l-v-e-d-e” hjemme hos os, at det er til at få fnidder af. Hvorfor bruger vi så meget tøj… Hvordan kan vi bruge så meget tøj på så få dage?! Det er helt ubegribeligt. Jeg vil ændre på denne væmmelige tendens. Ikke bare skal man bruge uendelige mange timer på at lægge tøjet sammen, man betaler også i dyre domme i vaskepulver og strøm. Det er noget, vi gerne vil være mere opmærksomme på, nu vi er i en grønnere omstilling herhjemme. Vi skal altså skære ned på tøj forbruget.

I øjeblikket er vi i pottetrænings-fasen, og har derfor en hel del uheld, så det skal naturligvis også kalkuleres med, men ikke destro mindre, kan man jo godt lade være med at skifte bukser hver eneste dag, hvis ikke de er beskidte – det samme gælder overtrøjer, cardigans og så videre og så videre… Nej, jeg er ved at være godt ør i skralden af alt det vasketøj, at det halve kunne være nok, så det skal der ændres på. Det er jeg sikker på, vi sagtens kan. Hvor der er vilje, er der vej. Vi må alle lige finde viljen…

Hjerteligt stort tillykke med de 67 år, far.

I går, var det den årlige mærkedag for mig. Det var min fars fødselsdag. Han ville være blevet 67 år – hvis han stadig var i live. Det er 10 år siden, han tabte kampen til kræften, der havde infiltreret flere organer, i hans krop.

Selvom det er 10 år siden, så er både den sidste dag i hans liv, og hans fødselsdag, nogle dage, jeg kan mærke, hvert eneste år. Jeg savner ham stadig frygteligt meget, og savnet er ikke blevet mindre siden, jeg selv har fået børn – tværtimod.

Det er dage, som dem, hvor jeg bare føler, at tiden går helt i stå. Hvor ville  det være rart, at kunne sidde sammen med ham, tale med ham, høre hans stemme – og bare være i hans nærvær. Specielt er det samtaler, der omhandler, hvordan jeg var som lille, jeg savner. Sådanne samtaler, har jeg aldrig rigtigt haft med nogen. Dét at kunne dele ens glæde over, at være forælder, som ikke er med min mand, eller mine veninder – dét mangler jeg. En som kan se på mine børn og sige “Hold da op, hun ligner dig, da du var lille”, og “Du var på præcis samme måde”. Engang i mellem, har man brug for en, man kan dele øjeblikke med, der kendte mig som barn, og som vidste, at jeg var en krudtugle, der ikke altid kunne sidde stille, og lytte til de bedste råd.

Min far, var en kærlig far. Han elskede sine børn overalt på jorden. Selvom han, på grund af sit job, som skipper, ofte var væk; så var han en stor del af mine tidlige barndomsår. Jeg husker, at han ofte og tit ringede hjem og sendte breve, også selvom han var ude at sejle i flere måneder ad gangen. Det var altid noget vi børn, mine to søskende, og jeg, glædede os helt utroligt til, når han kom hjem. Han havde store æsker med slik med – den slags, man ikke kunne købe i almindelige forretninger – og så fortalte han “røverhistorier”. Historier om, hvordan han fangede sørøvere i de Caribiske have, imens de prøvede at kapre skibet, han sejlede med. Nogle af historierne, var sikkert sande nok, men han kom en masse overdrivelse og fantasi i dem, så de forblev spændende. Wauw, vi elskede, de historier.

Han lavede altid trylletricks med os børn. Han kunne sådan et snildt korttrick, hvor han “tryllede” kortene væk, ved at banke dem under bordet. Det trick, har jeg aldrig kunne regne ud. Han sad på en stol ved spisebordet, kun iført en kortærmet t-shirt og benklæder. Så tog han ét kort, lagde det på bordet, og bankede på det med den ene hånd. Pludselig befandt kortet sig på den anden side af bordet. Jeg er nem at imponere, så jeg elskede det trick.

Min far var verdensmester til, at bage pandekager. De havde ofte sjove farver, og så fortalte han historier om dem. Nogle gange, var de grønne. Så var de havfrue-pandekager. Han fortalte spændende historier, imens, han lavede pandekagerne. De var ofte om heksen, der boede ude i skoven. Så fløj en pandekage igennem luften, og han greb den igen, med panden. Ja, det var alletiders, når min far kom hjem fra havet – i hvert fald det meste af tiden. I hvert fald for os børn.

Jeg er SÅ glad i dag. Det en af de bedste dage i lang tid.

Vi søgte for en uge tids siden, om at få lov til at kalde vores datter …. (efter færøsk tradition, er det endnu hemmeligt). Navnet er ikke godkendt i henhold til den færøske navnelov, men navnet opfylder kravet i loven, som lyder, at navnet skal opfylde færøske grammatikregler. Derfor har vi i dag fået jaligt svar på, at vi må kalde vores lille pige, det vi allerhelst vil – og jeg er ovenud henrykt! Det er et navn, der altid har betydet meget for mig … aaargh, ville SÅ gerne fortælle jer det, men jeg må desværre vente. Hun skal døbes sidst i juni, så det passer til, at den danske del af familien, kan komme til Færøerne, og fejre dagen med os alle.

…men der vil altid være et ar.

I dag er det 10 år siden, at jeg mistede min far til kræften. Selvom der er gået 10 år, bliver savnet ikke mindre, og det er ikke sandt, når folk siger ting som: “Du kommer videre en dag” og “Det bliver lettere med tiden”. Sandt – det bliver lettere, ikke at være ked af det, men sorgen vil altid være der – den vil altid være en del af mig. Minderne er en del af sorgen, og sorgen er en del af savnet. Tiden heler alle sår, men sår kan springe op, de kan klø og arret det efterlader, vil altid være synligt.

Æret være hans minde <3