Mor, du må ikke ændre mit navn!

Jeg har i den seneste tid, læst flere blogindlæg og debatindlæg, hvor mødre ønsker at skifte børnenes efternavne efter, at forældrene er gået hvert til sit.

Det er forståeligt, at han vækker følelser i dig, nu I ikke er sammen mere. Ligemeget, hvad grunden kan være til, at I ikke længere er sammen. Men én ting er helt sikkert – I vil altid være sammen… om barnet. Det ændrer sig ikke, når man skrifter efternavnet.

Argumentet, at nu er man skilt, og derfor ikke ønsker, at barnet har faren efternavn, synes helt ærligt, er virkelig tynd. Han vil altid være barnets far, og identiteten på barnet, vil ikke ændre sig. Måske endda tværtimod.

Min mor har igennem min opvækst, ændret mine mellemnavne og efternavne en hel del gange. Så skulle hun giftes igen, så var hun vred på min far, og så tog hun eget familienavn tilbage. At jeg skulle være en del af dét cirkus, er jeg ked i dag. Det gjorde noget ved mig. Ikke bare, at skiftede navn, og folk blev en smule forvirrede, men jeg blev også selv forvirret. Jeg kunne ikke altid stave til navnene, og jeg kunne ikke altid forklare, hvorfor jeg nu igen skulle skifte navn.

Sidst jeg skiftede navn var kort efter, jeg blev myndig. Når man er myndig, kan man nemlig selv tage afgørelse om sådanne ting. Jeg valgte, at tage mit dåbsnavn tilbage. Det var ganske enkelt fordi, det er det navn, jeg blev døbt, og dét navn, det var meningen, jeg skulle have.

Er det nødvendigt, at skifte barnets efternavn, og hvilke hensyn tager man, når man tager sådan en beslutningen. Er det for morens eller farens skyld, eller måske for barnets? Jeg tvivler virkelig på, at det er for barnets skyld – i hvert fald i det fleste tilfælde. Derfor bliver jeg også lidt vred, når jeg læser om mødre, der vil skifte børnenes navne. Jeg synes, det ofte virker som om, at der ligger egoistiske bevæggrunde bag det, og jeg bliver vred, fordi jeg selv har oplevet, hvor frustrerende, det kan være, at være det barn, der skal skifte identitet. For det er jo på en måde det, det er. Et navn er jo på en eller anden vis, en del af vores identitet… den vi er. Navnet er på flere måder kendetegnet for os. Selvom forældrene bliver skilt, så kan man ikke bare ‘skifte’ den forælders del ud af barnets liv, ved at skifte navnet.

Ja, jeg bliver vred. Jeg synes ærligt talt, at det er unødvendigt, fejt overfor den anden forælder – og ikke mindst overfor barnet. Jeg kan og vil ikke bestemme, hvad andre skal gøre, eller ikke skal gøre, men jeg synes, det er vigtigt, at alle aspekter kommer frem. Tænk lige over det…