Det var en våd og stormfuld…one of those days

Det er bare “one of those days”, som enhver mor, må kende til – i hvert fald en mor, der ikke har bil, og er overladt til offentlig transport.

Dagen starter ud med, at jeg skynder mig over i centeret, til det store færøske bogudsalg. Jeg giver den lille mad, hun er mæt, jeg skifter hende, så hun er glad og tilfreds – og så med et, som jeg ligger hende ned i vognen, så bryder hun ud i skrig, og lyden af forpinsler, giver genlyd i nabolaget. Klokken er kun 9 om morgenen, så jeg er sikker på, at vi må have vækket nogle enkelte stakler, der naturligvis ikke havde ønsket, at det skulle være at ramaskrig. Men efter fem minutter, stopper hun – hun har overgivet sig til barnevognens gyngen, frem og tilbage.

Jeg træder kort tid efter ind, i det færøske shoppingcenter, SMS, hvor der er stillet læssevis og atter kassevis af bøger frem. Skønt, tænker jeg… men så vågner den lille, og begynder igen at skrige. Jeg bliver helt desperat, og løber rundt som en skoldet, og prøver at få et overblik over, de bøger, jeg havde bestemt, jeg bare måtte eje. Der er helt stille inde i centeret. Klokken er lidt over 9, og der er kun få mennesker til stede. Puff, jeg spæner rundt, og får samlet mig en lille stak af bogbind. Efter få minutter, så står jeg igen udenfor centeret – og den lille er igen faldet i søvn. Jeg overvejer et kort øjeblik, hvorvidt, jeg skal gå tilbage til bogudsalget – men jeg vælger ganske enkelt, ikke at gøre det. Den lille hader i forvejen barnevognen… og SMS, så jeg vælger ikke at udfordre hendes tålmodighed mere.

Stakkels barn.

Den offentlige transport i Tórshavn er gratis, og det er jo helt genialt. Jeg prøver at fange den næste bus, der skal transportere mig fra midtbyen, op til Hoyvík, som ligger lidt lang-pokker-i-vold, hvis du er på gå-ben, og det netop er begyndt at stå ned i stænger. Bussen er forsinket, og jeg kaster mig ind i busskuret, som snart er propfyldt. Som om det ikke skal være nok, er bussen også propfyldt, når den endelig når frem. En bunke af højrøstede gymnasieelever, har invaderet bussen – og jeg har det som en sild i en tønde.

Jeg når til Hoyvík, og jeg har en fantastisk formiddag i min mødregruppe. Super hyggelige, afslappede mødre, der alle nyder, at kunne være åbne og ærlige – hvilket er noget, jeg ynder meget. Jeg forlader dem, så jeg kan nå bussen lidt i klokken 12, men som jeg – igen i regnvejret, løber mod bussen, kører den fra mig. Få minutter, kører endnu en bus, fra mig. Jeg kan godt mærke, at jeg er ved at gå ud af mit gode skind, lige dér. Men så sker det!

Solen titter frem bag skyen, og dagen bliver flot og varm. Selvom, jeg er våd, så gør det ikke rigtigt noget. Fra Hoyvík og helt over i byen, er en lille grussti, der bevæger sig igennem noget af det smukkeste af Tórshavn.