Jeg er også lillesøsters mor

Noget af det, jeg frygtede allermest ved at få barn nummer to var, at den nye rolle som storesøster for min ældste datter, ville være utrolig vanskelig. Tankerne om, hvordan hun mon ville tackle situationen.

Min ældste datter er snart tre år, og har derfor også haft os, hendes forældre, for sig selv i næsten tre år. I mens jeg var gravid, forsøgte vi hele tiden, at forklare hende, at inde i maven var en baby, der skulle bo ved os. Det er naturligvis ikke nemt at forklare en lille pige, der på det tidspunkt lige var fyldt to år. Specielt fordi, at en voksende mave med en baby i, virker enormt abstrakt for et så lille menneske. Det gjorde det nu egentlig også for mig, selvom barnet voksede inde i mig. Utroligt, at tænke sig.

Da lillesøster så kom til verden, var den ældste hjemme ved min mands forældre, så ham og jeg kunne bruge det første døgn sammen og til at lære det lille nye medlem af familien at kende. Dagen efter, kom mine svigerforældre og den ældste datter på besøg. Det var vigtigt, at det var hende, der kom på besøg først, så hun kunne være sammen med os, når de andre kom ind på stuen. Hun skulle først hilse på den lille ny, og være med til at vise hende frem. Ligeledes var det vigtigt for os, at folk hilste på storesøster først, klemmede hende og derefter hilste på babyen. På den måde følte min ældste datter hele tiden, at hun var med i forløbet, og blev ikke overset til fordel for en ny baby, der ganske let, kan stjæle hele opmærksomheden.

Få dage efter kom babyen og jeg hjem. Vi skulle få en hverdag til at fungere og min mand og jeg, skulle finde os til rette i rollerne som forældre til to små børn. Hvordan skal man på bedst mulig måde give omsorg for den lille, samtidig med, at man skal give ligeså meget opmærksomhed til den store, som man plejer? Det fandt jeg meget vanskeligt, og det er tit endt med, at jeg sidder i sofaen med den lille og må spise den store af med, at hun lige må vente eller: “Kan du ikke gå ind på værelset og bygge et stort tårn?” Nogle gange, har jeg sagt det i et lidt frustreret tonefald, for jeg vil så enormt gerne kunne tage hende op, klemme hende og bare have tingene som de var, dengang det kun var hende og os. Men sådan er det ikke mere, og det skal hun også vænne sig til.

Den ældste var helt vild med lillesøster fra starten. Hun elsker at klemme og kysse hende, hjælpe med at give hende tøj på og være med, når hun bliver skiftet. Det har været vigtigt for os, at den ældste er med til alt med den lille, så hun ikke føler sig udenfor, men også så hun kan se, at lillesøster er så lille, at hun ikke kan lege – i hvert fald ikke endnu.

Når man er den store

Når man snart er tre år og er blevet storesøster, så kan man føle sig meget overset og tilsidesat, kunne jeg forestille mig, derfor har det været enormt vigtigt for mig, at hun hele tiden har følt sig som den store, følt sig dygtig, værdsat og set. Derfor passede det også meget godt ind i billedet, at hun kunne begynde at potte-træne. Efter en del overvejelser, synes vi, det var et rigtigt godt projekt for den ældste datter, så hun fik opmærksomhed og glæde omkring det. Hun har længe kunne føle, når hun skulle lave i bleen, og har haft sine “steder”, hvor hun gik hen for at være i fred, når der skulle laves. Kontrollen har hun haft længe. Derfor virkede det også naturligt, at få sådan et projekt, hvor hun rigtigt kunne føle at hun var den store. Hun var faktisk meget positiv overfor ideen, og var rigtig glad for at komme af med bleen. Efter to uger uden ble om dagen, kom hun i vuggestue uden, og vi kan ikke andet sige, at det er gået over al forventning. At vænne sig af med bleen, har virkelig været noget, hun har villet og noget, som har gjort hende glad. Vi har rost hende helt til skyerne, når hun har lavet i potten. Da hun blev syg for få uger siden, lod vi hende være i ble, for hun var så afkræftet, at hun ikke orkede at rejse sig fra sengen og sofaen. Det gjorde, at hun havde en uge efter, hun var blevet frisk, hvor hun måtte være i ble, fordi hun havde haft en del uheld. Vi gav hende selv valget, om hun ville have ble på eller ej. Men efter godt en uge, ville hun ikke have bleen på mere, og hun render nu glad og frisk rundt uden ble, i underbukser – som alle de store børn!

Det er enormt dejligt, at hun kan få sådanne succesoplevelser og føle sig stor og dygtig, når hun er blevet storesøster, for så har hun sit eget projekt at gå op i, og føle, at vi støtter hende i det.

Det er ikke altid let

Det er ikke altid lige let at blive storesøster, og det ved de fleste forældre, der har mere end ét barn. Men hun har virkelig været en sød og kærlig storesøster hele vejen. Jalousi kan man nok ikke rigtigt undgå, og det er også en hel naturlig og reel følelse at få, når man ikke længere kan få al forældrenes opmærksomhed. Det har naturligvis også haft med sig, at hun ofte har ville sidde hos skiftevis min mand eller jeg, alt efter, hvem der har siddet med den lille. Det har vi forsøgt at gøre vores bedste for, at kunne imødegå. Vores store pige er stadig vores “lille” pige og vores hjertebarn, derfor må hun aldrig føle, at hun er blevet tilsidesat eller erstattet; men jeg tror også, det er sundt, at man som barn lærer, at man ikke altid kan være midtpunkt. Nogle har nemmere ved at falde til i de nye roller, men jeg tror, at vi er på rette kurs.